Smørristet brød med cremefraiche og geddekaviar

Får du uventede gæster i aften? Og har du ikke lige tid til at lege Thomas Rode i køkkenet? Ingen problemer. Her er en supernem appetizer, som på et øjeblik får dig til at fremstå overskudsagtig – og så er den perfekt sammen med et glas bobler.

Det skal du bruge (4 personer):

  • 4 skiver toastbrød (du kan sagtens bruge tynde skiver franskbrød eller andet brød, hvis du vil)
  • Geddekaviar (ca. 10g pr. pers.)
  • Cremefraiche
  • Smør til stegning
  • Evt. en smule grønt som pynt

Sådan gør du:

Skær toastbrødet ud i den ønskede form; vi brugte en kageform til at forme brødet, så skiverne blev fine, runde og ensformige. Smelt en klat smør på en pande og rist brødene, til de har en fin, lysebrun farve.

Put en teskefuld cremefraiche på brødet. Slutvis bruger du en perlemorsske til at anrette rognen ovenpå cremefraichen og pynter med lidt grønt.

På 10 minutter har du en lækker appetizer, som dine gæster kan nyde over velkomstdrikken.

 

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *